Anmeldelse af OVO #9-12

Nonprofit, ingen økonomi, kun gæld

Skrifteksperimenter: Politisk anfægtede, åbne for fortolkning og sine steder meget vellykkede. Det lille, idealistiske forlag OVO press udgiver håndsyede danske poesihæfter.

af TOBIAS SKIVEREN, JP

De mange små forlag, der i kølvandet på bogbranchens såkaldte krise er blomstret frem, kan inddeles i to moddeller: Gladiator-modellen og OVO press-modellen.

Begge forlag er rigtignok fælles om at bryde med den etablerede boginstitutions økonomiske system, men hvor Gladiator åbenlyst gør det i bestræbelsen på at skabe bedre vilkår for forfatterne, sker det hos OVO press af langt mere idealistiske (og utopiske?) grunde.

Her handler det nemlig ikke om større afkast og mindre administration, men om at skabe et litterært rum, der står uden for samfundets ellers allestedsnærværende økonomistiske tænkning. Gennemsnitligt koster de små, ofte håndsyede udgivelser således kun lidt over en halvtredser, og porto er der ingen af (!) Det er »nonprofit, ingen økonomi, kun gæld«, som der står på hjemmesiden.

Venstrefløjsaktivisme! Subversiv modkultur! Esoterisk avantgardelitteratur! – tænker man med det samme.

Og ja, OVO press lever op til alle fordommene. Både de gode og de dårlige. For ser man på de seneste fire udgivelser, lyder der et væld af ekkoer fra såvel avantgardens kunstgreb som dens politiske engagement.

Revolutionært hurlumhej

I sin bog “AFBRUDT, PLUDSELIG” er Rasmus Halling Nielsen som altid fuldstændig ustyrlig. Hele sætninger er der ikke mange af her, mens tegnsætningen og fragmenterede vendinger og ord hvirvler derudad i ét stort kaotisk hurlumhej.

Imidlertid fornemmer man et sted inde i ordmylderet, at det er et dystopisk revoltescenarie, man er vidne til.

Lige så meget som syntaksen er det nemlig det kapitalistiske system, der bliver afbrudt, pludseligt: »dårlige sociale, sociale Optøjer (/ raiet / ) (/ raiet / ) er (/ raiet / ) (/ raiet / ) er dårlige sociale, sociale Optøjer ejendom, ejendom.« Selv om vi kan skimte både ejendomsret, optøjer og undertrykkelse, går man galt i byen, hvis man vil forstå disse digte referentielt. Som den fonetiske transskription af det engelske “riot” antyder, handler Rasmus Halling Nielsens sprælske skrift først og fremmest om poesiens vel-eller måske rettere mislyd.

Lidt fra gemmeren

Lidt mindre vellykket er til gengæld Rasmus Graffs “Failure Gazette”. Men som dansk litteraturs konceptualist par excellence ved han det selvfølgelig godt selv.

Faktisk er det ligefrem en del af idéen bag værket, at teksterne er »dårlige, hjemløse og ubrugelige« (deraf “Failure”), og at de er redigeret i en fart (deraf “Gazette”).

Selvsagt er udgivelsen da også noget af en rodebutik.

Man finder alt fra readymade-lignende brugsanvisninger over citater af Henrik Have til aforistiske samfundsdiagnoser.

Som den her: »revolutionen er forvandlet til stressfrem-/ kaldende prekaritet og permanent performancekrav.«.

Se farvesystemet

Hvis Rasmus Graff er tydeligt politisk, når han her antyder, at de arbejdsløses kollektive kræfter i dag kanaliseres over i individets selvoptimeringstrang, er Lene Asp det på en langt mere subtil facon i sin udgivelse, der bærer den lakoniske titel “SORT”.

Værket kan nemlig opfattes som en veldrejet omvending af den seneste tids litterære hvidhedsundersøgelser.

I en fragmenteret stil med talrige gentagelser og variationer præsenterer samlingen et væld af poetiske konstateringer om (ikke-) farven sorts (mere eller mindre ægte) etymologier, konnotationer og historiske forbindelser.

Asp kommer vidt omkring og berører både mytologiens, farvelærens, videnskabens og hverdagssprogets felt i en fin blanding mellem det højtidelige og det platte: »Sort symboliserer farven for alvorlig værdighed. I auraen er lød// Hvad er sort. Se farvesystemet. // Goethe arbejdede mest med farvede prikker.«.

Sære kroppe

Mindre leksikalsk, men mere visionær er Glenn Christians “Gran Canaria”, der byder på et hav af flotte billeder fra en art postapokalyptisk landskab med alt fra grædende hvaler til sære, posthumane kroppe. Ja, indimellem får man næsten fornemmelsen af at bevæge sig inde i en organisme: »Smilet sunket/ Ned i kødet/ Som et slukket bål/ Brystkassen pivåben/ Hjertet hænger/ I én tråd/ Pulsstærk/ Men i én tråd.« Der ligger muligvis en økopolitisk pointe gemt i samlingens krops-og naturskildringer? Måske en eksistentiel? Måske bare en æstetisk? Hvad det egentlig er, Glenn Christian vil med disse mange bizarre billeder, forbliver med andre ord uklart for mig.

Imidlertid er det uafklarede måske et generelt træk ved OVO press’ udgivelser.

Her er det åbne, det rodede og det sprængte gode egenskaber – ligesom i øvrigt også den politiske optagethed af omverdenen er. Og uagtet om man nyder den slags avantgardistiske udskejelser eller ej, er det enormt forfriskende med et helle, hvor det hverken kommer an på økonomi eller regler, men hvor litteraturens viltre udskejelser nydes og dyrkes i fulde drag.

kultur@jp.dk

1 Comment

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s