læsemaskiniOEIsme

[tekst om/med oei taget fra mit arkiv, skrevet for halvandet år siden i forbindelse med udstillingen læsemaskiner i kunsthal aarhus. i de par år jeg har været væk fra københavn har jeg mistet fornemmelsen af om folk i dk læser oei, men marginen af min fornemmelse siger at færre gør; det er en skam, men altså også en potentiel usandhed.]

Vores udgangspunkt var en interesse i det redaktionelle rum som et sted for genforbindelser, forhandlinger, mulige omarbejdninger af forskellige praksisser, formater og materialer: genlæsninger, remedieringer, forskydninger, modifikationer, transformationer.

OEI er navnet på det tidsskrift Jonas (J) Magnusson, Jesper Olsson og Anders Lundberg grundlagde i 1999. Det har forandret sig en del gennem årene, fra de første af omfang ‘mindre’ numre (OEI’s format er 195×297 og har altid indeholdt +100 sider) — der bl.a. zoomede ind på poetiske bevægelser som L=A=N=G=U=A=G=E, Toronto Research Groups ‘patafysiske eksperimenter, independent poesiforlag i 1970‘ernes Frankrig — til de ofte kolossalt omfangsrige numre der på flere planer – poetiske, billedkunstneriske, filosofiske, teknologiske, sociologiske m.m. — med frit videns- og eksperimentatorbegær ser nærmere på emner og fænomener som lyd- og videobånd, spil, materialismer, prosa, futurisme, tidsskriftet som medium, tankeform og historisk praksis, og svensk konceptkunst, dokumenter, arkiver, diskurser, dispositiver, distraktion, redaktionel æstetik, Gertrude Stein, tilbagetrækning, søvn, opmærksomhed.

idiOEI og elektrOEI og OEItschland og suOmEI og audiOEI og biOEI og ludOEI

Navnet OEI – dette er en fortolkning – kommer af en grafisk handling, en udsletning af konsonanterne i ordet ‘poesi’. Konsonanter udtales som bekendt ved at man med taleorganerne danner et lukke eller en snæver åbning for luftstrømmen gennem mundhulen. Og går man til etymologien, kommer ‘konsonant’ af latin consonans ‘enstemmig; medlydende’, præsens participium af consonare ‘lyde sammen, stemme overens’. Disjecta membra!

Hvem er bange for appropriering, collage, cut-up, décollage, dekreativitet, détournement, fold-in, found text, montage, parasitering, plagiat, postproduktion, readymade, remediering, remix, sampling, splice-in?

LILLE HISTORIE DER FANDT STED I DET MAN KALDTE OFFENTLIGHEDEN
En reformvenlig litteraturkritiker fandt efter længere tids forpustelse en scene i en avis med spotlight til sin indignation. Han trådte derop og sagde hvad han sige skulle, og der lød en lettende applaus fra forfattere og kritikere men også nogle buhråb og nå ja. Han var i sit livslange litteraturmarathon blev udmattet på halvvejen, for hver gang han fik digte fra OEI i sine hænder, havde han ikke de rigtige kørehandsker på: “Ej, hvad er nu det, hvad har de nu gjort ved digtet?” Som den tro funktionær for den brede appel og menneskeforbedrende litteratur han var, gjaldede han i kronikker om at kredsen omkring OEI havde etableret sig som en intolerant magtbase i den litterære offentlighed, thi skulle dette virus inficere det svenske litteraturterræn, ville morgendagen se grusom ud. Nogen var enige med ham og nogle var uenige og der var andre der mæglede. OEI trak på skuldrene og fortsatte operationerne.

Det bliver mere og mere åbenlyst at vi ikke længere kan betragte OEI som udelukkende et litterært tidsskrift, men at det også, i samme udstrækning, er et kunstnerisk projekt.

Et iOEInefaldende træk ved OEI er formgivningen (layout, typografi, rækkefølge af bidrag, papirvalg, tryk, indbinding). Hvert nummer er på det plan, bortset fra det fysiske format som er konstant, en ny begyndelse og en allerhelvedes konsekvent, til-sit-materiale-lyttende, præciserende af slagsen, et værk i sig selv. Et omfattende materiale bliver læsbart, og samtidig sørger OEI for at ruske godt og grundigt i forestillinger om hvordan man læser.

OEI er et projekt som altid forsøger at sætte spørgsmålstegn ved indgroede læsepraksisser og opfinde nye. Men vi bliver altid lige overraskede, skuffede og bedrøvede når visse numre af tidsskriftet af fejlagtige grunde bliver opfattet som svært læselige eller som ofre for en slags forskelsløshed i slutredigeringen. Hvis man for alvor vil lave et tidsskrift, må man initialt være så åben og forudsætningsløs som muligt. På den anden side må man i forløbet være så redaktionelt streng og omsorgsfuld som muligt. Under det meget tidskrævende arbejde med dette nummer [#53-54, 1280 sider om Dokument, Dispositiv, Deskription, Diskurs] var vi tvungne til at bortredigere ca. 300 sider af bestilt nyskrevet og oversat materiale. Men det er i selve montagen, remontagen, sammenstilningen, nysammenstilningen og redigeringen af det heterogene tekst- og billedmateriale at nummerets gravitationspunkter og definerende affiniteter langsomt opstår og skaber sine egne logikker og udelukkelsesmekanismer.

OEI’s ambitioner har altid været mere arkivisk-aktivistiske end “avantgardistiske”. I redigeringsprocessen har vi altid insisteret på at vende tilbage til arkivet, til arkiverne, for at konfrontere, anklage eller problematisere vores samtids skærme med vægten, anakronismerne og kompleksiteterne i visse dokumenter. Ikke for at være specielt nostalgiske, men fordi arkivet, et årti efter begrebet blev viralt i kunstverdenen, stadig bærer kraften til at knuse vores forudfattede billeder, og stadig betror os med en historie under konstruktion hvor slutningen aldrig er komplet bekymret. Og fordi at hver opdagelse i arkivet potentielt kan åbne kløfter i det allerede tænktes historie, en midlertidig ubestemmelig singularitet som den undersøgende redaktør forsøger at forbinde til vævet af alt han eller hun allerede ved, for at – hvis muligt – fremstille en ny, grundigt reflekteret historie om den pågældende begivenhed.

Når OEI går i arkiverne, tænder lamper og gnider hænder og øjne, læser og fotograferer og bringer materialet til montagebordet i redaktionslokalet og transskriberer, kommenterer og monterer sammen med nyfremstillede bidrag, bliver det åbenlyst at OEI fører heftige dirrende samtaler med tiden, for-, nu- og fremtiden, og dermed kvalificerer sig som tid-skrift, men også som et magasin [fra arabisk makhzan ‘lager, depot’], for et nummer af OEI er i sig selv et arkiv: Man vender tilbage til magasinet, graver, forflytter — forlader det med materiale man kan bruge i sit eget arbejde.

Tidsskriftet, det er vores overbevisning, er en form hvis fremtid endnu er åben og som fortsætter med at tilbyde nye muligheder til dem som for alvor er klar på at læse og skrive.

OEI har hidtil udgivet 61 numre, og omkring 50 udgivelser (poesi, artist’s books, teori, dvd’er, cd’er) er blevet udsendt fra deres forlag, OEI editör. Og så er der udstillingsrummet, OEI Colour Project, i Stockholm der huser oplæsninger, forelæsninger og udstillinger. Og fremtiden, den er pivåben for aktion.

I begin you begin we begin they begin. They began we began you began I began.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s